Lørdag udsendte den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas en meddelelse, hvori han erklærer Hamas-hæren »Executive Force« for ulovlig. Hæren har omkring 6000 soldater.
Præsidentens handling er et forsøg på at dæmme op for de stridigheder, der har været i de palæstinensiske selvstyreområder det seneste stykke tid mellem Abbas’ Fatah-bevægelse og Hamas.
Men en talsmand for Hamas siger til Reuters, at »Executive Force« ikke frivilligt vil lægge våbnene fra sig eller blive sluset ind i Abbas’ præsidentielle sikkerhedsstyrker, som Abbas tidligere har krævet. Hamas mener, at ordren fra Abbas udelukkende vil skabe yderligere spænding mellem de to grupper.