Danske Spend Abazi har fået en julegave før tid: Titelkampen om IBF-titlen i fjervægt kommer til at stå på hjemmebane i København.
Promotor Bettina Palle oplyser, at hun er nået frem til en aftale med den 23-årige amerikaner Robert Joseph Guerroro om en titelkamp i København.
»Jeg er utrolig tilfreds med at kunne overrække denne dejlige julegave til Spend, som virkelig fortjener den efter sine mange strålende titelkampe og måneder på toppen af VM-ranglisterne,« siger Bettina Palle.
Den 23-årige Robert Joseph Guerroro fra Californien blev ny IBF-Verdensmester i september, da han stoppede landsmanden Eric Aiken i ottende omgang.
I november mistede Guerrero titlen, da han tabte på point til mexicaneren Orlando Salido, som en dopingtest imidlertid dømte positiv. Og så erklærede IBF, at VM-titlen var ledig og nominerede Spend Abazi og Guerrero som nye officielle VM-udfordrere.
»Jeg havde ellers så småt belavet mig på at tage til USA for at blive verdensmester, men nu vil jeg sætte alt ind på at få min karrieres allerstørste drøm til at gå i opfyldelse på hjemmebane. Det kalder jeg en kanongod julegave,« siger Spend Abazi.