På Barry Dillers lønseddel står der, at han fik 4,3 millioner kroner i løn sidste år. Det er mange penge. Men regner man personalegoder, aktiesalg og bonusser med, bliver de 4,3 millioner kroner pludselig til rigtig mange penge.
Udregninger fastsætter Dillers løn til mellem 270 millioner og 1,75 milliarder kroner sidste år. Det gør ham til den absolut bedst betalte direktør i USA foran chefen Richard Fairbank fra kreditkortfirmaet Capital One Financial.
Barry Diller er chef i firmaet IAC/Interactive, der er et netværk af internet-butikker og homeshopping-kanaler. Firmaet Glass Lewis & Company, der har foretaget en udregning af de bedst betalte direktørers løn, siger, at Dillers indkomst udgør næsten ti procent af IAC/Interactives overskud sidste år.
»Barry Diller er voldsomt overbetalt, hans indkomst skiller sig meget ud - selv sammenlignet med de værste af de værste selskaber i vores udregning,« siger den administrerende direktør for Glass Lewis, Jonathan Weil, til New York Times.