Det tegnede bestemt lovende, men det var nærmere overraskelser end forudanelser, som gjorde den rytmiske musik 2007 til en på mange måder liflig og supersonisk affære. Mens de store navne langtfra alle levede op til forventningerne, så piblede overraskelser fra veteraner såvel som vårunger frem i tide og utide.

Lad os begynde med det utidige. Nemlig i oktober i England. Her barslede Radiohead pludselig med et nyt album. Det skulle på alle måder vise sig at blive gruppens vigtigste udgivelse siden OK Computer fra 1997. Måske den vigtigste overhovedet. Det var nemlig ikke bare det, at 1990 ernes skælvende smukt udladende band igen lod melodier være helstøbte uden død og kritte at dissekere dem i (a)rytmiske udforskninger - det var også måden, som In Rainbows kom til verden på. Via Radioheads hjemmeside kunne den sarte størrelse downloades for det, man nu engang ønskede at ofre. Så hvis man i uretfærdig mangel på offervilje fandt albummet værdiløst, kunne man få det ganske gratis helt lovligt.

Neon og regnbuer

Man fornemmede musikindustrien skælve, sprække og forstøve. Hvordan skulle pladeselskaberne så tjene penge, hvis indspillet musik blev gjort gratis eller i hvert fald handles uden om dem i digital form?

Godt spørgsmål, men Radiohead endte med at bløde op på dommedagskonceptet og tegnede efter et par måneder kontrakt med et engelsk label for at få en fysisk udgivelse på gaden. På det tidspunkt havde In Rainbows vist sig at gemme på masser af anmelderguld, mens det downloadende publikum virkede anderledes nærigt i hjemmeside-donationerne.

I Canada nøjedes Radioheads mulige tronarving - Arcade Fire - med at være spektakulær på det musikalske felt. Neon Bible messede mystik, melodramatik og epik ud af alle orgelpiber og blev global yndling. Ikke mindst på grund af nogle gudsbenådede koncerter, der også nåede at kysse dansk jord et par gange i løbet af året.

Som om det ikke var nok med Radiohead-referencerne, så teamede forsangeren også op med tidens mest eklektiske electronica-navn, tyske Modeselektor. Berlinerduoens anden langspiller, som helt katastrofalt kun parallelimporteres til Danmark af specialbutikker og distributionskanalen Tunescatering.dk (så vågn dog op VME og Playground) brillerede med snart hørt alle slags electro, hiphop, dancehall, ambient, techno og house. Parodisk, intelligent og frygtindgydende energisk, hvad Vega Natklub i København sandede i efteråret. Der blev brændt det samme af den aften, som Fitness.dk s samlede hær af speedede spinning-instruktører formår på et kalenderår.

Smæk til Fiddy

I USA satte Kanye West tingene på plads, og det var for en gangs skyld til at holde hans skryderi ud. Det gik nemlig ud over 50 Cent, som ikke havde noteret sin egen udløbsdato. Måske fordi manden ikke kan skrive, måske fordi Eminem har glemt at fortælle ham om den. I hvert fald udfordrede ¿Fiddy¿ sin afroamerikanske broder til en lille duel: Den, der tabte salgsræset fra 11. september (selvfølgelig) og en uge frem, var færdig som solorapper.

Kanye West tværede sin snøvlende modstander ud ¿ kommercielt og kunstnerisk - med sin hidtil stærkeste plade, der skelede til producerkollegaen Timbalands futuristiske vidunderformel, men også balancerede brugen af soulfulde beats til noget nær perfektion.

Samtidig byggede han videre på samarbejdet med superrapperen Common, hvilket resulterede i sidstnævntes eventyrligt vibrerende Finding Forever . Så gamle rockanmeldere, fat det nu: Det er ikke (længere) reglen, at hiphop handler om blingbling, bitches og bøsser i den ene og anden form. Det er i dén grad undtagelsen.

Herhjemme glædede redaktionen sig voldsomt til syvtrinsraketten Dúné fra Skive, der lignede Superheroes¿ afløsere. Men hvis Thomas Troelsens første projekt oprindelig lød lidt knubbet i kanten, så var Dúné-kollektivet næsten for flyvefærdigt, og lydbilledet endte mere glat og kontrolleret, end en flok viltre koncerter borgede for.

Strømlinet var en jævnaldrende gruppe fra Silkeborg også blevet efter at have været igennem de dyre producere, og Alphabeat fascinerede da også P3-lyttere landet rundt med hittet 10.000 Night Of Thunder . Søvnløse behøver de i hvert fald udklædnings-wise spraglede Alphabeat-medlemmer ikke at ligge. De kan i stedet drømme om berømmelse og stakater efter at have skrevet den bedste internationale kontrakt i nyere danske musikhistorie.

Dansk på ny

På det dansksprogede plan leverede tre udenlandske rødder de mest interessante bidrag til sangskatten. Isam B. drog ikke til mekka, men tog sig en sabbat fra Outlandish-trioen med et overraskelsesangreb af kaliber. Institution var en soulfolket myriade af følsomme tekster i adskillige lag og overlegent spiddende billeder af folkesjælens charmer og uvæsner. Perfekt understøttet af melodisk blide og håndspillede arrangementer.

Fra den anden grøft gav Gellerup-gangsteren Marwan et troværdigt indblik i udsigtsløsheden, når han rappede om at stemme på de røde, ryge det grønne, sælge det hvide og arbejde sort.

Sidst, men ikke mindst, var der Natasja. Den 31-årige sanger- og rapperinde med den sudanesiske far nåede akkurat ikke at udgive sin første langspiller på modersmålet, før hun forulykkede. Den fik vi i stedet posthumt, og I Danmark Er Jeg Født bød sine steder på fænomenale tekster. Tag bare titelnummerets ubønhørlige udpensling af følelsen af aldrig rigtig at høre hjemme. Hverken på Islands Brygge eller i Sudan:

»Jeg prøver lykken år efter år/Og jeg ved li præcis, hvor jeg står/I Sudan er jeg en blegfis/Og i Danmark det sorte får.«

Med hjælp fra Natasja endte musikåret 2007 anderledes farverigt. Nærmest som en regnbue.