En række rige lande i Mellemøsten investerer for tiden milliardbeløb i nye lufthavne.
Det lønner sig nu for den århusianske producent af bagagesorteringsanlæg til lufthavne, Crisplant, som netop har nappet en ordre på 1 milliard kroner i Abu Dhabi.
Det skriver Børsen.
Det er virksomhedens massive investeringer i produktudvikling, der har givet Crisplant musklerne til at få ordren foran næsen på deres hollandske konkurrent Vanderlande Industries BV.
Og den sejr er strategisk vigtig for Crisplant, fortæller økonomidirektør Mads Bach Christensen til Børsen.
- Ordren er med til at styrke vores position som en af de dominerende leverandører af systemer til lufthavne i Mellemøsten, der er et vækstmarked for os, siger han til avisen.
Virksomheden regner med, at stå med en rekordstor ordrebeholdning på 3,5 milliarder kroner og 575 medarbejdere i Danmark i slutningen af 2013.
Ifølge Børsen skal Crisplant designe, producere og levere bagagehåndteringssystemet til en helt ny terminal i Abu Dhabis internationale lufthavn, som skal stå færdig i juli 2017.
Kilde: Børsen
Newspaq