Nazister, rockere og hyrede tævehold. Alle er efter en rocker fra Århus, som for tiden er anklagerens kronvidne i en omfattende narkosag.
Den lokale Århus-rocker er blevet godt og grundigt uvenner med alt og alle fra sin tidligere omgangskreds, efter han begyndte at fortælle om narkokriminalitet blandt Hells Angels rockere, fremgik det af retsmødet i byretten i Århus torsdag.
Her skulle den århusianske rocker forklare om sin medvirken til at fordele 18,5 kilo narkotika til forskellige rockernetværk i Østjylland og på Fyn.
Truet med råddent kød
Anklageren læste op fra sagsakterne, og her fremgik det tydeligt, at ingen kan lide en stikker.
»Han er udelukket fra sin tidligere rockergruppe, Tornados, og er i det, man kalder bad standing (han er mål for hævnaktioner, red.),« forklarede anklageren og opremsede en hel række situationer, hvor politiet havde opsnappet trusler på mandens liv.
En tidligere dømt i sagen har således været i kontakt med nynazister og bedt dem om »at komme efter« vidnet. En af de fire tiltalte i sagen i Århus har fortalt sin kone, at han ville skade vidnet.
Og da udløbere af sagen fra Århus kørte for byretten i Odense i foråret, brød ukendte gerningsmænd ind i mandens hjem og efterlod en pose med råddent kød for at advare stikkeren om sin skæbne, hvis han talte.
Ni betjente og en mur
Dengang som nu valgte den århusianske rocker dog at give sin forklaring i retten, og torsdag gentog han dele af forklaringen.
Der skulle dog ni uniformerede betjente og en grå afspærringsmur i retslokalet til, før Århus-rockeren turde vidne mod sine gamle venner.
Samtidig nedlagde dommeren referatforbud fra retssagen »for vidnets egen sikkerhed«. Sagen fortsætter på onsdag, og forventes først afsluttet i starten af september.