I Aarhus er en ny restaurant i bydelen Åbyhøj ved at gøre klar til at åbne. Restauranten bruger forkortelsen KFC, og det har nu fået opmærksomhed fra den amerikanske fast food-kæde 'Kentucky Fried Chicken'. Det skriver mx.dk.
Den lokale restauratør vil sælge kylling i Aarhus under navnet 'Kentucky Fresh Chieken'. Men Aarhus-restauranten har ikke noget at gøre med den amerikanske kæde Kentucky Fried Chicken, som i forvejen har fire restauranter i København.
"Vi har haft folk derude, og jeg har set billederne. Min vurdering er, at det er en klar overtrædelse af reglerne," siger Bjartmar Trastarson, der er direktør for de fire KFC-restauranter i København, til JP Aarhus.
Bjartmar Trastarson har gjort kædens amerikanske hovedkvarter opmærksom på Aarhus-restauranten. Det er hovedkvarteret, der vil tage stilling til, om de mener, det er en overtrædelse af deres varemærke. JP Aarhus har talt med en advokat med speciale i varemærker. Han vurderer, at der er tale om en krænkelse af den amerikanske kædes brand.
Det er ejeren af restauranten i Aarhus dog ikke enig i. Han forklarer, at forkortelsen er skrevet med orange bogstaver, og at restauranten har en kylling i sit logo i stedet for den oberst, som den amerikanske kæde bruger som logo. Ejeren fortæller også, at der vil komme flere bogstaver op, som restauranten ikke længere vil hedde KFC.
"De skal bare bruge deres advokater. Jeg har selv advokat og designer. Vi mangler noget, vi er ikke færdige med skiltet," siger ejeren til JP Aarhus.
Kilde: mx.dk.