Flere retssager måtte afbrydes, og personalet i Retten i Århus måtte i al hast forlade bygningen, da en mand klokken 9.40 tirsdag formiddag indtelefonerede en bombetrussel.
»Han sagde bare: Der er sat bomber rundt omkring – I har et kvarter , og så knaldede han røret på,« fortæller den kvindelige ansatte, der tog telefonen.
Kvinden, som ikke ønsker at få sit navn frem, kontaktede sin kontorleder, der bad hende ringe til bygningens vagter og derefter alarmcentralen.
»Og så forlod vi alle bygningen. Vi gik over i Musikhuset og drak en kop kaffe, og så ventede vi ellers bare på, at vi fik lov til at komme tilbage,« fortæller hun.
Imens fik politiet og brandvæsenet spærret Vester Allé og Frederiksgade af. Der var mange mennesker på gaden i det flotte forårsvejr, og en del tog opstilling omkring afspærringerne for at følge med i politiets arbejde.
Flere af tilskuerne stod der nu ikke kun af interesse – de arbejder i de omkringliggende bygninger, som politiet af sikkerhedsmæssige årsager også evakuerede.
Ingen fund
»Da vi fik besked om bombetruslen, valgte vi omgående at rydde Købmandsskolen og FOF, mens vi besluttede, at man kun måtte opholde sig i de dele af Officersbygningen og ARoS, som vender væk fra retsbygningen,« siger indsatslederen, vicekriminalinspektør Jan Abildtrup.
Klokken 11.27 valgte politiet at ophæve afspærringen af området og igen lade trafikken køre ad Vester Allé.
»På det tidspunkt havde vores bombehunde været igennem hele bygningen uden at finde noget,« siger Jan Abildtrup, der understreger, at politiet altid vurderer bombetrusler nøje.
»Enten reagerer vi med den helt store indsats, eller også reagerer vi slet ikke. Der er ingen mellemting, og i dette tilfælde vurderede vi, at det rigtige var at undersøge truslen,« siger Jan Abildtrup.
Bombeattrap i Mejlgade
Det var imidlertid ikke første gang på dagen, politiet reagerede på en bombetrussel. Tidligere på morgenen blev der fundet en mistænkelig genstand på Mejlgade, som fik politiet til at spærre gaden af. Det var et ur, som var bundet fast til tre jernrør og dermed lignede en bombeattrap, men ved nærmere eftersyn valgte politiet igen at åbne gaden.
I Retten i Århus er den kvindelige ansatte ikke overrasket over, at truslen ramte netop retsbygningen.
»Der har været en del bombetrusler på det seneste, og vi har da talt om, at det nok blev os en dag,« siger kvinden, som trods den falske alarm er glad for, at anmeldelsen blev taget alvorligt.
»Selvom den første indskydelse var, at det nok var falsk alarm, er det egentlig rart, at det blev taget alvorligt. Der er jo næsten aldrig en bombe, når det kommer til stykket, men det giver en følelse af sikkerhed, at de har været igennem hele huset uden at finde noget,« siger hun.
Vicekriminalinspektør Jan Abildtrup afviser, at de to bombetrusler har noget med hinanden at gøre.
Politiet skal nu efterforske truslerne og vil i den forbindelse forsøge at spore telefonopkaldet til retsbygningen.