Det kan godt være, at Århus kan bryste sig af både skov, strand og masser af andre kvaliteter, men det ændrer ikke på, at byen mangler skarpe hjerner.
Det skal International Community, Aarhus nu rette op på, og med det nye initiativ sætter Århus nu en storstilet charmeoffensiv ind for at lokke veluddannet arbejdskraft til byen.
International Community, Aarhus skal både markedsføre Århus ude i verden samt sørge for, at de små ting fungerer for de internationale medarbejdere, som vælger at bosætte sig i Århus. Det drejer sig både om at skabe sociale netværk og sørge for, at ægtefæller og børn trives.
»Det går godt i byen – faktisk så godt, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Man snakker om at tiltrække the best and the brightest , og det skal vi også, hvis vi fortsat skal udvikle os som en international by,« sagde borgmester Nicolai Wammen (S) ved præsentationen af den nye organisation, som får hovedsæde i Toldboden på havnen.
Præsentationen fandt dog sted på Terma i Lystrup, som blandt andet laver militærudstyr. Her kender adm. direktør Jens Maaløe alt til problemet med at skaffe de rigtige folk.
»Vi har brug for ingeniører med helt specielle kompetencer, og mange af dem uddannes simpelthen ikke i Danmark. Derfor har vi brug for udenlandske medarbejdere, og derfor er dette her initiativ fantastisk for en virksomhed som vores,« siger han.
Mange vil gerne til DK
Initiativet hilses velkommen af ungarske András Körmendi, som har arbejdet som ingeniør hos Terma siden sidste sommer.
»Århus er en virkelig dejlig by at bo og arbejde i, men havde min kone ikke fået en dansk kontakt på universitetet i Budapest, havde vi aldrig hørt om byen. Det er en god idé at gøre lidt mere reklame for byen, for det er et sted, som jeg er sikker på, at mange gerne ville komme til,« siger András Körmendi, hvis kone også arbejder i byen.
Han kunne godt forestille sig, at parret bliver boende længe:
»Jeg kunne godt forestille mig, at vi blev her i hvert fald i 10 år. Arbejdet er spændende, og så virker det som et rart sted at få børn«.