Af Jesper Krusell | jekr@avisen.dk
En kandidat, der trækker over 35.000 stemmer, er ønskedrømmen for ethvert parti. Men de helt store profiler kan blive en ulempe for partikammeraterne.
Både valgforsker og folketingskandidater vurderer, at den nye valgkredsopdeling, som afløser de gamle valgkredse ved valg om knap tre uger, kan ramme mindre profilerede Århus-kandidater hårdt.
Siden 1920 har århusianerne skullet stemme på kandidaterne i Århus Amtskreds, men med den nye inddeling risikerer de fire århusianske valgkredse at drukne i den nye og større Østjyllands Storkreds.
»Der er god grund til at være bekymret, hvis man er Århus-kandidat i et parti, der har en decideret stemmestøvsuger opstillet i Østjyllands Storkreds,« siger Roger Buch, valgforsker ved Danmarks Journalisthøjskole.
Det store stjæler
Med den nye valgreform er antallet af valgkredse reduceret fra 17 til 10, og det betyder, at de meget kendte politikere populært sag har fået et større jagtområde.
»Det kan få den praktiske betydning, at en meget kendt politiker som eksempelvis Svend Auken eller Karen Jespersen kommer til at få enormt mange stemmer. Det betyder jo samtidig, at der er færre stemmer tilbage til resten af feltet,« siger Roger Buch, der påpeger, at dette mønster efter alt at dømme kommer til at ramme hårdere i Århus end i storkredsens randområder, hvor valgvanerne er anderledes.
»Vi ser typisk, at kandidater i randområderne får flere personlige stemmer end de mindre kendte Århus-politikere. Den lokale forankring slår hårdere igennem på landet end i de store byer,« siger Roger Buch.
Der er 11 opstillingskredse i Østjyllands Storkreds.