Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg er oppe på fem nederlag i streg, efter at Århus Håndbold overraskede ved at vinde det første opgør i slutspillet af Herre Håndbold Ligaen med 29-28 på hjemmebane.
Hjemmeholdet lagde forholdsvist stærkt ud og førte ved pausen med 15-12, og efter pausen øgede de undertippede aarhusianere føringen yderligere, så de på et tidspunkt havde seks mål ned til forfølgerne.
Mod kampens slutning halede BSV-spillerne imidlertid lige så stille ind på hjemmeholdet, og pludselig var de foran med få minutter til slutfløjtet.
Spillerne fra Århus Håndbold fik dog udlignet, og med ganske få sekunder tilbage bragte de sig tilbage i front.
- Det var højdramatisk, men til sidst lykkedes det os alligevel at få scoret. Nu er slutspillet åbent, siger Erik Veje Rasmussen, cheftræner for Århus Håndbold.
Han forklarer, at han hele tiden havde en forventning om, at BSV, der i den seneste tid har tabt to gange til Barcelona i Champions League samt til Skjern og KIF Kolding København i grundspillet, ville komme stærkt tilbage.
- Vi vidste, at de ville komme, det er et meget stærkt BSV-hold, og når lavinen kommer, så kan det være svært at stoppe den. Men vi klarede det.
- Det var vigtigt, for havde vi tabt de første to kampe, så havde vi været ude. Nu har vi så vundet den ene, og det vil sige, at vi stadig har muligheden for en semifinale, hvis alt flasker sig, siger Erik Veje Rasmussen.
Gruppe 1 i slutspillet består af KIF Kolding København, Aalborg Håndbold, Team Tvis Holstebro og Sønderjyske.
Gruppe 2 har deltagelse af Skjern, Bjerringbro-Silkeborg, Århus Håndbold og Mors-Thy Håndbold.
De to førstnævnte hold i hver gruppe tager to point med til slutspillet, mens det næste hold har et ekstra point at gøre godt med i kraft af grundspilsplaceringen.
/ritzau/