Der bliver ikke sparet på noget, når to tidligere verdensledere besøger byen.
Heller ikke på hemmelighedskræmmeriet. For et besøg af selveste Bill Clinton og Kofi Annan på samme dag kræver det bedste af det bedste. For at undgå mulige attentatforsøg har Østjyllands Politi indkaldt en del ekstra betjente:
»Vi har indkaldt nok til, at vi føler os sikre på at kunne klare både sikkerhed og trafikmæssige problemer,« siger John Jacobsen fra Østjyllands Politi uden at ville afsløre, hvor mange ekstra betjente der skal til, når man passer på Clinton og Kofi. 60 udvalgte gæster med såkaldt platin-billet får en særlig oplevelse mandag aften. De skal sidde til bords med Clinton og Kofi inden foredragene og vil samtidig få chancen for at trykke deres hånd.
Lokale asparges
Men heller ikke her bliver der slækket på sikkerheden.
»Jeg kan afsløre, at vores borgmester og Lars Windfeld er blandt de 60. Mere må jeg ikke sige,« fortæller Henrik Røde Jensen fra top-Event.dk, der står bag de to mænds besøg i Århus.
Aftenens måltid bliver leveret af Restaurant Svineriet, som sammensætter en speciel østjysk menu for de 60 heldige platin-gæster.
»Vi har taget det bedste fra Østjylland, som er fremme lige nu. Vi har både været på Samsø, i Odder og Randers. Så de skal have lokale asparges, makrel, og vi har været i skoven at plukke ramsløg til menuen også,« fortæller Michael Larsen, indehaver af Restaurant Svineriet, som dog ikke vil afsløre hele menuen.
»De skal have tre retter og en forhaps først med skaldyr og fisk. Så får de asparges til forret og rabarber i desserten - hovedretten må du gætte dig til,« siger han.
Clinton uden manus
Når middagen er overstået, får samtlige gæster lov at høre de to magtmænds foredrag. Og her slækker arrangørerne endelig lidt på hemmelighedskræmmeriet.
»Clinton har denne her specielle evne, at han kan tale uden manuskript. Derfor har vi givet ham frie hænder i forhold til talen. Kofi skal til gengæld tale om sin tid som FN s generalsekretær, og hvordan verden er i dag. Men så afslører jeg heller ikke mere,« siger Henrik Røde Jensen.