Der er måske god grund til, at man ikke kan se ned til bunden på Århus Å. Århusianerne bruger åen som losseplads.
To dykkere har gennemgået åen. Og her har de fundet 250 cykler, brændeovne, betonklodser, indkøbsvogne, fælge og computerskærme, skriver DR Nyheder.
Kommunen satte de to dykkere til at gennemsøge åen, da der var problemer med voldsomme oversvømmelser langs åen sidste vinter.
- Vi kan reducere risikoen for, at der kommer noget drivende ned gennem åen og sætter sig sammen som en bunke. Og det vil sige, at vi minimerer risikoen for, at der kommer oversvømmelser igen, siger Ole Helgren fra Århus Kommunes natur- og miljøafdeling ifølge DR Nyheder.
Dykkerne vil lede efter skrald på bunden af Århus Å et par uger endnu.