Efter flere uger, hvor førstepræmien ikke var blevet udløst, havde Lotto-puljen vokset sig stor – hele 20 million er kroner var der på spil lørdag aften.
Men her havde en særdeles heldig spiller luret den helt rigtige kombination af de syv tal, og det udløste den enorme gevinst.
Dermed blev weekenden pludselig meget bedre for spilleren, der kommer fra region Nordjylland.
Udover den svimlende hovedpræmie har to andre danskere også haft heldet med sig i weekenden. De vandt hver 1 million kroner i Millionærchancen – trækningen, hvor der hver lørdag trækkes lod om 2x1 millioner kroner blandt alle spillede rækker.
- Den ene gevinst gik til en heldig spiller, der har købt sin kupon hos Dagligbrugsen på Østergårdsvej 2, Tølløse 4340
- Den anden gevinst gik til en heldig spiller fra Frederiksberg Kommune, som har spillet med via sit abonnement.
– Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst – eller mange – i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge, siger Malene Mølgaard, adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.