Opgørelsen over årets søgninger på Google viser, at træthed og kaffetrang fylder mere end nogensinde.
Det skriver Google i en pressemeddelelse.
I 2023 er danskernes søgninger på træthed steget med 15 procent til det klart højeste niveau nogensinde.
Under coronatiden toppede emner som angst og depression, men nu er det afløst af træthed, skriver Google i pressemeddelelsen.
I direkte relation til træthed er det især ord som "svimmelhed", "hovedpine", "symptomer", "kronisk", "ekstrem" og "stress", som danskerne søger på.
Samlet set er søgninger relateret til træthed steget med 200 procent siden 2017 og frem til i dag.
Der følger Danmark en global tendens, skriver Google.
Sideløbende er søgninger på kaffe og koffein steget markant til det højeste niveau nogensinde både i Danmark og globalt.
I Danmark er søgninger på koffein fordoblet inden for de seneste to år.
For eksempel har den hypede energidrik Prime affødt utallige spørgsmål i søgefeltet året igennem.
Generelt er det energidrikke og café-kaffe, der optager danskerne. Til gengæld ligger søgninger på kaffemaskiner til hjemmet på et stabilt niveau.
/ritzau/