Året går så småt på hæld, og det er højsæson for analyser af året, der gik – også når det gælder det mere frække af slagsen.
Nordens største sexshop, webshoppen Sinful, har traditionen tro gennemgået samtlige ordrer fra det seneste år. På den baggrund kan de nu tegne et Danmarkskort, der er en anelse mere nuanceret, end det, digteren Christian Richardts “Venner ser på” tilbage i 1906.
Og leder man efter årets frækkeste by eller byområde i Danmark, skal man ifølge TV 2 Østjylland bevæge sig lidt nord for Aarhus og stoppe der, hvor de laver handsker og reb. Randers C topper nemlig listen over byer og byområder, hvor der er blevet købt mest sexlegetøj. Faktisk har randrusianerne købt 2,8 gange så meget sexlegetøj som landsgennemsnittet. På andenpladsen finder man den mindre landsby Daugaard i Hedensted Kommune.
Listen viser også, at nordjyske Sindal er byen, hvor der er købt flest fetishprodukter. I Esbjerg glider det hele lidt bedre end andre steder, mens kvinderne i Rønnede på Sydsjælland løber med titlen som årets stærkeste underliv. Her er der nemlig købt 5,35 gange så mange bækkenbundskugler som i resten af landet.
De flittigste kvindelige kunder hedder i øvrigt Camilla, Maria, Mette, Louise og Julie, mens det på herresiden er Thomas, Martin, Michael, Christian og Rasmus, der topper listen over kundenavne.
Tilbage er der blot at nævne, at den by, hvor der blev købt mindst sexlegetøj i 2025 – i hvert fald hos Sinful – er Hellebæk i Nordsjælland.