Normalt føder pandaer i efteråret, så det er lidt af en sensation, at en pandaunge i det kinesiske forskningscenter Wolong er kommet til verden i februar, skriver BBC.
Ikke blot er det den første registrerede pandafødsel i år. Ungens mor, Ni Ji, er oven i købet den ældste pandamor nogensinde på centeret, og hendes graviditet varede længere end nogen anden, der er blevet registreret.
Den lille pandaunge, der var 13 centimeter lang og blot vejede 90 gram ved fødslen, har nu overlevet de første tre dage, og den virker sund og rask, oplyser det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Pandaer har meget svært ved at formere sig, så kinesiske forskere på Wolong-centeret har de seneste år avlet pandaer ved hjælp af kunstig befrugtning.
Det blevet er en stor succes. Sidste år blev 19 pandaunger født på centeret, og 17 af dem er stadig i live.
Pandaen er en af de mest truede dyrearter. Der er kun omkring 1.600 af de store, sort-hvide bjørne tilbage i naturen.