Morgenfriske bilister, der onsdag ville en tur over Storebælt, måtte tage sig en ekstra kop morgenkaffe og senere hen en bid frokost på rastepladsen ved Knudshoved eller Korsør. Dagen bød nemlig på årets første rigtige efterårsstorm med regn og tøsne, som lammede trafikken over Storebælt i knap syv timer.
Klokken 06.46 var stormen så voldsom, at Storebæltsbroen blev lukket, og da den blev åbnet igen klokken 13.44, var det med en advarsel om, at lastbiler og campingvogne, der er særligt følsomme over for vindstød, ikke burde vove sig ud på den stormomsuste bro.
Vagthavende ved Storebæltsbroen Henning Godtfredsen holdt sig løbende opdateret med vejrsituationen og mente i aftes, at campingvogne og lastbiler sandsynligvis ville kunne komme over broen fra klokken 02.00 i nat.
Strandet på færge
Det var ikke kun trafikanter, der skulle krydse Storebælt, der blev forsinket på grund af vinden. Øresundsbroen var også lukket i et kortere tidsrum, og hele dagen meldte Københavns Lufthavn og DSB om forsinkelser.
650 passagerer strandede i timevis om bord på Oslofærgen ved Landskrona. Færgen havde om morgenen forsøgt at lægge til ved Langelinje, men var blevet slynget mod kajen, så færgens skrog havde fået en bule. Herefter opgav skibets besætning, og først i aftes omkring klokken 17.30 fik de 650 passagerer fast grund under fødderne i København.
Også Spodsbjerg-Taars-færgen »Odin Sydfyn« havde problemer med at lægge til kaj og var i et par timer strandet ud for færgelejet i Taars.
I aftes advarede DMI om risiko for oversvømmelse ved kysterne i de indre danske farvande med forhøjede vandstande på op til to meter i løbet af natten.