De største tyverier i år er klassikerne smykker, penge, bærbare, fladskærme og iPods.
Det oplyser forsikringsselskabet TopDanmark til Newspaq. Men også mere kuriøse - ja, bizarre tyverier - bliver meldt til forsikringsselskaberne. I år er ingen undtagelse.
"Vi får anmeldt rigtig mange spøjse ting, og i år er ingen undtagelse. En kunde har anmeldt, at man har fået stjålet 15 dildoer og nogle viagra. Og vi tror på vores kunde. Der er jo nogle der har særlige fritidsfornøjelser, og det har den her kunde så haft. Vi har dækket det hele," siger skadechef hos TopDanmark, Susanne Møllegaard til Newspaq.
TopDanmark har til ære for Newspaq fundet årets indtil videre fem mest usædvanlige anmeldelser fra privatpersoner. De er alle blevet dækket.
Årets fem mest bizarre forsikringsanmeldelser:
1. 720 poser snus af 25 kroner per styks. Kunden fik poserne stjålet fra sin bil. Sag under bearbejdelse men bliver erstattet.
2. 15 dildoer og viagra stjålet fra et privat hjem. Diskuterede om hvorvidt det var privat eller erhverv men dækkede det som privatkunde.
3. Vandcykel stjålet fra strand. Blev dækket men diskuterede hvorvidt man skulle have låst den fast eller ej.
4. Greencard. Kunden fik dækket betaling af flybillet til USA for at få lavet et nyt.
5. Hårextensions. Kunde fik stjålet kunstige hårlokker fra hjemmet.
Kilde: TopDanmark