Fabio Cannavaro, Italien, 33 år
Denne lille defensive kraftkarl var stærkt medvirkende til, at Italien hentede guldet ved VM i Tyskland i sommer. Efter at legenden Paolo Maldini stoppede på landsholdet, har Fabio Cannavaro taget over som anfører og styrmand i forsvaret. Med sine veltimede indgreb og tacklinger samt utrolige fysiske formåen, gør han livet surt for enhver angriber. Det gælder også i hans nye klub Real Madrid, som han skiftede til i sommer, fordi Juventus blev tvangsnedrykket som følge af den italienske dommerskandale.
Cannavaro fik sin fodboldopdragelse på gaderne og asfaltbanerne i den fattige, syditalienske storby Napoli et stenkast fra det legendariske San Paolo-stadion. Han vandt Ballon d?Or ? Guldbolden ? tidligere på året.
Ronaldinho, Brasilien, 26 år
Ord er tæt på at være overflødige, når Barcelonas store stjerne Ronaldinho skal beskrives. Troldmanden med den unikke teknik skal mandag aften forsvare FIFA-titlen som årets spiller i verden. Ud over FIFA?s pris vandt han sidste år også Ballon d?Or, så 2006 har for Ronaldinho i høj grad handlet om at forsøge på at holde det høje niveau fra året før.
Hver eneste gang den sympatiske offensivspiller modtager bolden forventes der lækkerier, og Ronaldinho er oftest den første, som skytsene bliver rettet mod, hvis det for en gangs skyld ikke lige kører for Barcelona eller Brasilien. Presset på hans skuldre er derfor enormt, men foreløbig har han levet op til folkets forventninger med ægte spilleglæde og boldartisteri.
Zinedine Zidane, Frankrig, 34 år
Karrieren fik en trist afslutning, da ?Zizou? stangede italieneren Materazzi i græsset i slutningen af dette års VM-finale, som Frankrig siden tabte. Men det ændrer ikke mærkbart på midtbanespillerens fantastiske generalieblad. Højdepunktet og det endelige gennembrud kom i VM-finalen 1998, hvor den dengang 26-årige playmaker scorede to gange i Frankrigs sejr på hjemmebane over Brasilien.
Zidane med de algeriske rødder debuterede i den franske liga for AS Cannes allerede som 16-årig. Det varede ikke længe, før større klubber fik øje på ham, og han skiftede til Bordeaux, der med spillere som Bixente Lizarazu, Christophe Dugarry ? og danske Jacob Friis Hansen ? havde et slagkraftigt mandskab. Men det var først i den italienske gigant Juventus og siden i Real Madrid, at Zidane blev en sand verdensstjerne, der brillerede med både mål og afleveringer.