Zentropa og Nordisk film går sammen om at lave en vikingestorfilm om Røde Orm.
- Der er en fælles historie for de nordiske lande, som ikke er blevet fortalt, og vi synes altså, at Røde Orm er det bedste bud, der eksisterer, siger Zentropas direktør, Peter Aalbæk.
- Rettighederne har været låst i mange år. Det er noget materiale, jeg har været interesseret i at lave de sidste 15 år, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Så vi var lykkelige, da det pludselig var muligt at lave et projekt sammen med Nordisk Film, siger han.
Producenterne er i gang med at søge finansiering til budgettet på omkring 100 millioner kroner. Filmen kommer dermed til at koste dobbelt så meget som "En Kongelig Affære", der havde premiere i 2012.
Zentropa regner med at gå i gang med filmen i 2015, og danskerne må derfor vente indtil 2016, før de kan se historien om Røde Orm i biografen, og filmen kommer til at have et klart dansk islæt.
- Vi laver den på de skandinaviske sprog, som de bliver talt i bogen. Røde Orm er svensk, og han kone er dansk, siger Peter Aalbæk.
Røde Orm er en fortælling i to dele af den svenske forfatter og historikeren Frans G. Bengtsson. Første del udkom i Sverige i 1941, mens anden del udkom i 1945.
Historien udspiller sig under vikingetiden og beskriver eventyret om Orm Tostessons, der drager ud på en rejse, som ender med at ændre hele historiens gang.
I 1963 udkom en engelsk-jugoslavisk filmatisering, der på mange punkter ikke havde meget med bogen at gøre.
/ritzau/