Håndboldklubben Aalborg DH har taget konsekvensen af, at klubbens kvinder intet har at spille for i den sidste kamp i grundspillet. Nordjyderne er sikre på trediepladsen og har derfor valgt at stille op med et rent andethold i onsdagens kamp mod Team Esbjerg.
Aalborg skal spille kvartfinale i Champions League mod Hypo Niederösterriech allerede fredag aften og har valgt at prioritere den videre deltagelse i Europa højest.
»Vi er i den situation, at kampen ikke har betydning for hverken os eller Esbjerg, og så har vi valgt at tage hensyn til vores smalle trup, der også er ramt af skader. Champions League er det vigtigste for klubben både sportsligt og økonomisk,« siger direktør i Aalborg DH, Erik Just.
Dansk Håndbold Forbund (DHF) havde ellers tilbudt at flytte kampen mod Esbjerg til i dag, men det har Aalborg takket nej til. Ifølge Erik Just ville det ikke gøre situationen bedre, for så ville kvinderne igen skulle i kamp to gange på 48 timer – i søndags og i aften.
Trods det kompakte program har DHF svært ved at acceptere Aalborg DH s beslutning om at ofre den sidste ligakamp, og direktør Hans-Christian Jacobsen vil ikke afvise, at den nedprioritering kan få konsekvenser.
»Det er med til at værdiforringe ligaen, og det er absolut ikke acceptabelt. Selv om kampen ikke har betydning, er der tilskuere, som har købt billet til at se et af ligaens bedste hold. Man kan ikke skalte og valte med sit hold og med ligaen på den måde,« siger Hans-Christian Jacobsen.
I Aalborg mener man, at valget ikke kan være anderledes, og at det også er det rigtige valg for dansk håndbold.
»Der var så mange fordele i den beslutning i forhold til ulemper. Jeg kan godt forstå DHF, for de skal tage hensyn til ligaen, men enhver anden klub ville have gjort det samme. Og desuden er det vigtigt for både Aalborg men også dansk håndbold at sikre videre deltagelse i Champions League,« siger Erik Just.
Foruden Aalborg DH er Slagelse og Viborgs kvinder med blandt de sidste otte i Champions League.