AaB drømmer om at samle alle de store idrætsgrene i Aalborg i en stor sports- og underholdningskoncern. Derfor virkede det også helt logisk, da AaB-ledelsen i starten af maj kunne fortælle, at man var klar til at overtage håndboldkvinderne fra Aalborg DH.
»Overtagelsen af damehåndbolden fra Aalborg DH er et naturligt led i strategien om at udvikle en væsentlig sports- og underholdningskoncern. AaB ser gode muligheder i at få damehåndbold ind i AaB-koncernen, idet der forventes synergieffekter både salgsmæssigt, administrativt og sportsligt,« stod der i en pressemeddelelse.
Men nu en måned senere er overtagelsen opgivet. Efter at have kigget Aalborg DH s økonomiske fundament grundigt igennem har AaB-ledelsen fortrudt. Selvom ledelsen gerne ville have kvindehåndbold på topplan med i koncernen, mener den, at det ville være en dårlig forretning at overtage Aalborg DH.
» Vi er ærgerlige og beklager meget, at det ikke er lykkedes at gennemføre aftalen, men vi er nødt til at være økonomisk ansvarlige. Vi kunne ikke få den nødvendige dokumentation for, at Aalborg DH vil kunne give overskud i fremtiden,« siger AaB-formand Per Søndergaard og fortsætter.
»Vi tror ikke på, at vi ville kunne få overskud. Indtægter og udgifter hænger ikke sammen.«
For små to år siden var Aalborg DH på randen af konkurs. Fire investorer lagde hver et millionbeløb for at redde klubben. De gik i gang med at rydde op klubbens økonomiske rod, men tilsyneladende er det endnu ikke lykkedes så godt, at Aalborg DH i nær fremtid kan blive en rentabel forretning. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Alborg DH.