Skulle du gå med et lille håb om endnu en sæson af "Badehotellet", så ser det sort ud.
I hvert fald vil en 11. sæson kræve et større hold af tømrere.
I takt med, at optagelserne til den kommende og tiende sæson er færdige, så rives hotellet nemlig også ned.
Det skriver billedbladet.dk, der har talt med Merete Mærkedahl, - skuespilleren bag elskede "Otilia" i serien.
- Alle værelserne forsvinder en efter en. Lige så snart, der er skudt en sidste scene, så bliver det pillet ned. Så alting forsvinder lige nu, fortæller en berørt Merete Mærkedahl og tilføjer til ugebladet.
- Det føles lidt voldsomt, at de bare fjerner det.
Som flere af de andre medvirkende skuespillere giver også Merete Mærkedahl udtryk for det triste i, at en mangeårig epoke snart er slut.
Optagelserne til sæson 10 af ”Badehotellet” gik i gang i april og snart er de allersidste optagelser i kassen.
Dermed er det altså også slut med de elskede kullisser i Risby Studierne.
Noget af det sidste, der fjernes er faktisk "Otilias" elskede køkken, men derefter er der altså ikke engang mulighed for en lille rundvisning i bygningerne, der ellers nok kunne være blevet lidt af et tilløbsstykke.