Fritlægningen af åen i midtbyen er for længs slået fast som en folkelig succes. Der er masser af liv, og mange bruger strækningerne langs åen til slenteture i eller uden for butikkernes åbningstid.
Nu er turen så kommet til de dele af åen, der går fra midtbyen og ud mod Brabrand Sø. Her skal århusianerne også have gode muligheder for at færdes på bredderne langs åen.
»I mange år har vi i Århus Kommune kendt de grønne kiler, som bringer det grønne helt tæt på boligområderne. I disse år er vi ved at skabe en række blå bånd som et nyt vigtigt element i den rekreative struktur. Jeg forestiller mig de blå bånd som den naturlige rute for den daglige spadseretur for mange århusianere i fremtiden,« siger rådmand Peter Thyssen (R), der har fremlagt et forslag til en såkaldt rekreativ vision for Århus Å.
Lup på det yderste af åen
Strækningen fra havnen til Brabrand sø er på godt seks kilometer, som ifølge visionsoplægget deles op i tre mindre strækninger. Og det er især de to yderste strækninger, som rådmanden har kastet sine øjne på. Det går fra Thorvaldsensgade til søen,
På den første del af å-løbet langs Carl Blochs Gade ligger en del virksomheder, som i øjeblikket er under forandring. Her vil kommunen gerne ind i et samarbejde omkring adgangen til åen.
Boliger erstatter firmaer
Og i visionsoplægget leges der også med ideer om, at der på godsbanearelaet og nærliggende erhvervsgrunde kan skabes attraktive boligområder, som tænkes sammen med adgangen til åen.
Langs den sidste del af åen ud til Brabrand Sø satses der på at beholde naturområderne med pilesump, dyndeng og rørskov, men der skal skabes bedre muligheder for at færdes langs åen. Visionsoplægget er til diskussion og videreudvikling. Det skal indgå i den kommende debat om planstrategi og kommuneplanrevision.
»Der er ikke økonomi til at gennemføre ideerne med et snuptag. Men på langt sigt kan Århus Å blive det blå bånd, der forbinder kommunen i vest med bugten i øst. Derfor håber jeg, at borgerne vil tage godt imod visionen som et vigtigt, selvstændigt tema i den debat om kommunens fysiske udvikling, der kommer til at præge de næste to-tre år«, siger rådmand Peter Thyssen.