Efterløn eller 70.000 nye arbejdspladser. Ifølge regeringen er det, det valg Danmark lige nu står med, men den køber Enhedslisten ikke.
Derfor sætter det lille venstrefløjspartis finansordfører Frank Aaen i dag finansminister Claus Hjorth Frederiksen (V) i stævne i Folketingssalen. Her vil han bede ham svare på, hvordan en afskaffelse af efterlønnen dog kan skabe nye arbejdspladser.
"Jeg kan ikke forstå, hvor regeringen finder de jobs. Jeg kan ikke forstå, at bare det, at man nedlægger efterlønnen, vil få nogen arbejdsgivere til at oprette nye job," siger han til Newspaq.
Han forventer dog ikke, at finansminsisterens svar, vil gøre ham meget klogere.
"Jeg vil tro, jeg får en meget langhåret snak om at al erfaring viser, at hvis man strammer dagpengeperioden, så kommer der flere i arbejde. Men efter min mening er det ren teori, som ikke baserer sig på virkeligheden," siger han.
I stedet vil Enhedslisten oprette, hvad de kalder en 'fremtidsfond', hvor der betales en forskudsskat på pensionsopsparingerne.
"Hvis man årligt tager bare een procent i forskudsskat, så kommer der 26 milliarder ind i en fond," siger han.
De penge skal så investeres i vedvarende energi, og det vil derimod skabe job, mener Frank Aaen, der er uddannet økonom. Han forsikrer, at dette kunstgreb ikke kommer til at påvirke den enkelte borger.
Claus Hjorth Frederiksen skal svare på venstrefløjspolitikerens spørgsmål i dag klokken 13.