De Radikale og Ny Alliance jubler over et nyt visumudspil fra regeringen, der åbner for samarbejde hen over midten.
Udspillet er lavet af Udenrigs- og Integrationsministeriet i samarbejde med erhvervsorganisationer, men er endnu ikke fremlagt af regeringen. Nyhedsavisen har dog fået fat i det.
»Jeg vil ikke realitetsbehandle forslag i medierne, men det er mig, der har taget initiativet,« siger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V).
Blandt andet skal virksomheder kunne forudgodkendes, så de selv kan behandle visa, som blot skal forbi ambassaden til et stempel. Ifølge erhvervsorganisationer vil forslagene måske få antallet af visa til Damark fordoblet til 150.000 om året.
Og Det Radikale Venstre og Ny Alliance er allerede klar til at vedtage pakken efter valget.
»Hvis regeringen bliver ved med at rykke i den her retning, så er vi klar,« siger Anders Samuelsen fra Ny Alliance.
Forslagene er udarbejdet efter kritik fra erhvervslivets organisationer, der længe har gjort opmærksom på, at det er nærmest umuligt at få kunder hertil fra Kina. Ofte tager det to måneder at få et visum.
»Det bør højst tage 14 dage. Vi har fået alt, hvad vi pegede på,« siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Anette Overby.
Et notat fra rejsebureauerne viser, at Danmark går glip af turistindtægter på 170 millioner kroner om året på grund af stramme visumregler i Kina, Rusland og Ukraine.
»Men jeg tror faktisk, vi kan tjene en kvart milliard mere om året,« siger direktør i Dansk Rejsebureauforening Lars Thykier.
Dansk Folkeparti er derimod skeptisk. »Hurtig sagsbehandling er fint nok. Men man gør jo intet mod den megen misbrug, hvor især kinesere forsvinder under opholdet,« siger retsordfører Peter Skaarup.
Kontrolbesøg i Kina i 2006 viste, at 46 ud af 48 ansøgere havde givet urigtige oplysninger.
Danmark udstedte i 2006 79.166 visa – sagsbehandlingstid op til fire til seks uger
Norge 105.000 visa – 14 dages behandlingstid
Sverige 217.269 visa – 10 dages behandlingstid
Finland 585.176 visa – 1-14 dages behandlingstid