Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Har du glemt æggene eller karrysilden til påskefrokosten, så køb dem i en af de mange dagligvarebutikker, der har åbent i påskens helligdage. Det drejer sig om en lang række butikker med en årlig omsætning, der ikke overstiger 33,2 mio. kr. inklusiv moms.
"Onsdag og påskelørdag er blandt årets allerstørste handelsdage i butikkerne, men hvis man ikke når det, eller man lige står og mangler noget, er der altså gode muligheder for at købe ind i helligdagene", siger Jytte Tandrup, underdirektør i De Samvirkende Købmænd.
Der er stadig restriktioner på åbningstiderne i forbindelse med helligdage. Det betyder, at skærtorsdag, langfredag, 1. påskedag og 2. påskedag er såkaldte lukkedage, hvor alle butikker som udgangspunkt skal holde lukket. Der er dog enkelte undtagelser bl.a. for de mindre dagligvarebutikker.
For de præcise åbningstider henvises til opslag i den enkelte butik.
Kort om lukkeloven
Siden 1. oktober 2012 har alle butikker - uanset størrelse, beliggenhed og type - måtte holde døgnåbent året rundt undtagen på helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag samt efter kl. 15 på nytårsaftensdag.
Fra denne hovedregel er der dog en række undtagelser. Bl.a. for dagligvarebutikker, der godt må holde åbent på helligdage, hvis de opfylder følgende to betingelser:
Den årlige omsætning inklusiv moms og punktafgifter må ikke overstige 33,2 mio. kr. Herfra kan der dog trækkes en række varegrupper.
Butikker, hvis omsætning ligger mellem 14,3 mio. kr. og 33,2 mio. kr. årligt, skal have indsendt en revisorerklæring til Erhvervsstyrelsen om butikkens omsætning.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.