En mand har fået livsfarlige kvæstelser i hovedet og ligger søndag morgen forsat på operationsbordet efter et voldsomt overfald i København.
Han har været på operationsbordet hele natten efter overfaldet, som fandt sted midt på aftenen lørdag på Christiania.
Manden har fået åbent kraniebrud og blødninger i hjernen efter at være blevet slået i hovedet med en genstand, oplyser Københavns Politi.
- Den forurettede er stadigvæk i kritisk tilstand, og man opererer stadig på ham, fordi han ved den stumpe vold har indre blødninger i hjernen, som man arbejder på at få stoppet, siger den centrale efterforskningsleder, Robert Jensen, søndag morgen.
Overfaldet fandt sted lørdag aften, og voldsofret blev hentet med ambulance fra Christiania og kørt til Bispebjerg Hospital. Kort tid efter, ved 22.15-tiden, blev han overført til Rigshospitalet på grund af sine alvorlige kvæstelser.
Manden er omkring 30 år gammel, og politiet kender endnu ikke hans identitet.
- Hvis ikke vi ad anden vej kan finde ud af det, så tager vi fingeraftryk af ham og prøver ad den vej og ser, om han står opført på en eller anden måde. Men det kan vi først gøre, når man er færdig med at operere, siger Robert Jensen.
Årsagen til overfaldet kendes heller ikke, men politiet har natten til søndag været på Christiania for at foretage en gerningsstedsundersøgelse og finde ud af, hvad der helt præcist er sket.
Der var ingen problemer mellem politiet og folk på Christiania, og politiet har fundet noget, der kan være overfaldsvåbnet - et stykke træ - men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed.
Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med overfaldet - eller kan være med til at fastslå mandens identitet.
- Vi har ikke fundet nogle personer, som har set noget. Vi vil meget gerne høre fra folk, som har set overfaldet, som er sket midt på aftenen i går, siger Robert Jensen.
- Det er en meget, meget alvorlig sag, og vi håber virkelig, at folk, der har været på Christiania og set noget, vil ulejlige sig med at kontakte os, siger han.
/ritzau/