Det var en sløj indsats, da fodboldklubben AaB mandag tabte 0-3 hjemme til Brøndbys tophold i den første kamp i slutspillet om medaljer i Alka Superligaen.
Fredag aften gæster nordjyderne rækkens nummer tre, FC Nordsjælland, og der står revanche på menuen for AaB, der er nummer fem.
- Vi var alle skuffede efter kampen mod Brøndby. Især over første halvleg.
- Heldigvis har vi allerede en kamp igen i morgen (fredag, red.), og her vil vi meget gerne revanchere præstationen i mandags, siger cheftræner Morten Wieghorst til AaB's hjemmeside.
AaB-træneren var selv cheftræner for FC Nordsjælland fra 2006 til 2011, og han er forberedt på den spillestil, som fredagens hjemmehold kommer med.
- FC Nordsjælland er velspillende, og på bolden er det blandt de allerdygtigste hold i Alka Superligaen.
- Holdet er af dygtige trænere sat godt op til hver enkelt modstander. Nu har vi mødt dem to gange i denne sæson, og vi ved, hvad de er gode til, og hvor vores muligheder ligger, siger Morten Wieghorst.
AaB tabte i juli sidste år 2-3 ude til FC Nordsjælland. I februar i år spillede de to hold 1-1 i Aalborg.
AaB har anfører Rasmus Würtz tilbage efter karantæne.
Til gengæld må AaB undvære blandt andre Jores Okore, der fik et direkte rødt kort i kampen mod Brøndby og derfor er karantæneramt.
/ritzau/