AGF var sekunder fra at vinde 1-0 hjemme over AaB på et mål af Martin Jørgensen. Men i kampens sidste sekunder reddede Jeppe Curth ét point til Nordjylland i sæsonens første superligakamp.
Det glæder selvfølgelig aalborgensernes cheftræner, Kent Nielsen.
- Det er utrolig vigtigt at komme på tavlen, og det er klart, at vi er lettede over at få et point. Men vi kunne faktisk godt have gjort det onde ved AGF i dag, siger han.
Det klassiske jyske opgør var meget lige, men hjemmeholdet stod for det meste af det offensive spil, mens nordjyderne i højere grad satsede på kontra. Og AaB havde held til at spille sig frem til chancer i omstillingsspillet.
Det hæfter Kent Nielsen sig ved.
- Vi fortjente sejren. Vi startede bedst, så tog AGF lidt over, men vi var farlige kampen igennem, påpeger han.
I slutningen af kampen - ved stillingen 0-0 - trak nordjyderne sig endnu mere tilbage.
- Vi skulle ikke tabe på en hurtig omstilling i det sidste kvarter. Vi skal ikke spille dumt, siger han og tilføjer:
- Vi har mange gode intentioner. Vi kunne nemt have vundet kampen.
Med fem minutter igen begik Rasmus Würtz straffe, og så var AaB pludselig bagud. Men synderen var alligevel i strålende humør efter kampen.
- Der er masser at bygge videre på. Vi har arbejdet meget på vores opspil, og det kunne være gået begge veje. Det var en tæt kamp, men med en lille fordel til os, siger Rasmus Würtz
Kampen vil også blive husket for et uheldigt sammenstød, hvor Nicholas Gotfredsen og Jakob Ahlmann stødte sammen. Det så slemt ud for Gotfredsen, men efter kampen oplyste AaB-lejren, at han blot har fået en flænge, som skal syes.
/ritzau/