AaB og Brøndby spillede søndag aften 1-1 i Aalborg i en kamp, hvor begge hold havde chancer til mere end det ene mål.
Specielt AaB pressede på i anden halvleg og havde flere nærgående forsøg. Og selvom nordjyderne fik udlignet Brøndbys føringsmål blot et kvarter før tid, mener Kent Nielsen godt, at hjemmeholdet kunne have snuppet alle tre point.
- Vi fik bragt kampen hen, hvor vi godt kunne have vundet den. Vi fik ro på, og det var en positiv anden halvleg, siger han.
- Vi var ikke tilfredse med første halvleg. Vi var nervøse, spillede for hektisk, og vi havde det svært med de mange lange bolde.
- I anden halvleg fik vi mere ro på, og det var fortjent, at vi fik udlignet. Vi havde vel også scoringsmuligheder til mere end det ene mål, siger Kent Nielsen.
AaB-træneren kunne med et kvarter igen se Nicklas Helenius udligne på et kraftfuldt hovedstød. Og ifølge Kent Nielsen kunne AaB-topscoreren også godt have afgjort kampen.
- Nu er han også begyndt at score med hovedet, så det er vi rigtigt godt tilfredse med. Han kunne også godt været blevet matchvinder, men sådan blev det ikke, siger han.
AaB har efter det uafgjorte resultat kun to point op til Randers, der ligger på tredjepladsen. De to tophold mødes i Aalborg i sidste spillerunde på Nordjyske Arena.
- Jeg har sagt, at det handler om at holde de andre bag sig. FC Midtjylland kommer buldrende, og så handler det om være minimum tre point inden for Randers, for så kan vi godt se, at det kan blive en finale i den sidste kamp her.
- Derfor var det her point også værdifuldt for os, siger Kent Nielsen.
AaB skal på torsdag en tur til Aarhus for at møde AGF.
/ritzau/