Med sejren over Celtic i Aalborg onsdag aften har AaB sikret sig videre deltagelse i europæisk fodbold ved at være blandt de 32 sidste hold i Uefa Cuppen.
Det flotte resultat var i hus, efter AaB på hjemmebane besejrede skotske Celtic, som ellers bragte sig foran i kampen i begyndelsen af anden halvleg.
Det var Barry Robson, der headede bolden i mål for gæsterne.
Herefter så det ud som om, at AaB var slået ud, men nordjyderne kæmpede videre og fik heldet med sig, da Caca tog chancen udefra og sendte bolden i mål.
Succesen blev en realitet, da et indlæg fra Andreas Johansson resulterede i et selvmål sat ind af Gary Caldwell med tre minutter tilbage af kampen.
Nu er AaB klar til 16.-finale og drømmen om den helt store kamp lever.
"Det kunne være sjovt at trække et stort hold. Så lad os bare få AC Milan," sagde Andreas Johansson efter kampen.
Manchester United og Villar Real er videre i Champions League.