Selv om AaB-spillerne allerede har spillet 42 kampe i denne sæson, er de sultne, når de løber på banen i aftenens pokalsemifinale mod Brøndby. Det mener AaB's cheftræner Magnus Pehrsson.
"Der er tale om en meget vigtig kamp for os. Vi vil meget gerne spille os frem til pokalfinalen, og især efter nederlagene i de to seneste kampe er vi meget sultne efter at skabe et godt udgangspunkt for returopgøret på hjemmebane," siger han til Ekstra Bladet.
Den svenske træner har også recepten for nordjysk succes klar.
"Vi har jo vist i europæisk sammenhæng, at vi har været gode til at spille opgør, der afgøres over to kampe, og den erfaring, vi har med herfra, skal vi udnytte," forklarer han.
Da de to hold mødtes for knap en uge siden, var det Brøndby, der havde mest grund til at være tilfredse, da det blev til en sejr på 2-0. Det kan blive en fordel, vurderer Brøndby-forsvareren Anders Randrup.
"Nu ved vi, hvordan de andres form er, så vi ved, hvad de kan, og de ved sikkert også, hvad vi kan. Det bliver spændende. Det er et rigtig godt hold, godt organiseret. De er gode til deres omstillinger, så vi skal passe på, når vi angriber, konstaterer han ifølge Onside.dk.