Det lykkedes ikke FC Midtjylland at lægge maksimalt pres på førerholdet AaB, da Erik Rasmussens mandskab onsdag aften måtte klare sig med 1-1 i hjemmekampen mod altid svære Horsens.
Horsens-kreatøren Henrik Hansen bragte sit hold i spidsen efter godt 20 minutter, da midtjyderne ikke fik ekspederet et indlæg ordentligt væk.
Lige inden pausen fik hjemmeholdet dog bragt balance i regnskabet, da Kolja Afriyie kanonerede et langskud ind bag Søren Jochumsen i Horsens-målet.
De 7.164 tilskuere blev vidner til en underholdende kamp, men flere scoringer blev det ikke til.
Med det uafgjorte resultat holder de midtjyske ulve fast i andenpladsen, men AaB kan øge afstanden til syv point med en sejr over Randers torsdag aften.
Horsens ligger fortsat nummer fem og holder liv i drømmen om medaljer.