AaB-lejren: Vi slog Brøndby på viljen

Kent Nielsen og Nicklas Helenius erkender, at hjemmeholdets spil ikke var prangende og viljen gav sejren.

AaB-træner Kent Nielsen havde vindersmilet fremme efter sæsonens første hjemmekamp, hvor AaB tog alle tre point mod Brøndby. En vigtig sejr, mener han. Eneste malurt i bægeret var, at nordjyderne for anden kamp i træk kom bagud.

Og han erkender, at Brøndby i første halvleg formåede at stresse hjemmeholdet, så man ikke var gode nok, når bolden var i egne rækker.

- Vi vinder på viljen i dag. Spillemæssigt når vi ikke samme højder som i kampen mod AGF. Vi kommer ud med mere energi i anden halvleg og slider Brøndby op, siger Kent Nielsen.

- Og så viser Lukas Andersen og Nicklas Helenius deres potentiale. De skal bare have en halv til en hel meter, så afgør de kampen. Og det gjorde de for os i dag, siger Kent Nielsen.

Målscoreren til 2-1 Nicklas Helenius mente ligesom træneren, at det var viljen, som gav de tre point til hjemmeholdet. For i perioder af kampen havde AaB det svært over for Brøndbys høje presspil.

- Med fight og gejst vinder man mange kampe. Vi vidste, vi skulle spille bolden i dybden bag deres forsvar. Det blev vi bedre til at udnytte efter pausen, siger Nicklas Helenius.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.