AaB s succes i den seneste sæson skyldtes ikke mindst holdets to centrale midtbanespillere Rasmus Würtz og Frederik Winsnes. Ingen af dem er imidlertid længere i klubben, og kommer der ikke forstærkninger til truppen inden transfervidnuet lukker - og gerne inden superligaen går i gang - er det svært at tro på en placering i toppen.
Men nu skulle der være forstærkninger på vej. AaB har allerede den sydafrikanske landsholdsspiller Benedict Vilkakizi til prøvetræning, og til jp.dk afslører Lynge Jakobsen, at der vil blive præsenteret et nyt, stort navn i løbet af få dage.
Hvilken spiller der er tale om, vil Lynge Jakobsen ikke afsløre, men tre gode bud kunne være den 30-årige marokkanske og klubløse Hasan El Fakiri, der tidligere har optrådt for flere norske klubber og tyske Mönchengladbach, den 28-årige Johan
Arneng fra Djurgården, som flere andre danske klubber angiveligt har haft kig på, og endelig den 30-årige norske landsholdskaptajn Martin Andresen, som angiveligt skulle være raget en smule uklar med sin træner i norske Brann Bergen, Mons Ivar Mjelde.
Angiveligt skulle også Brøndby være interesseret i Martin Andresen, som de tidligere har forsøgt at hente til klubben.