For et par uger siden forlod Allan Kuhn jobbet som assistent i AaB til fordel for FC Midtjylland, hvor han blev cheftræner. Nu har AaB hentet en erstatning i Sverige.
Nordjyderne har med øjeblikkelig virkning købt Patrick Andersson fri fra klubben GAIS, hvor han også var assistenttræner. Dermed får Magnus Pehrsson altså en landsmand som højre hånd.
"Vi imødekommer Magnus Pehrssons ønske og får samtidig en særdeles kompetent mand ind i vores i forvejen dygtige trænerstab," siger sportsdirektør Lynge Jakobsen ifølge Ekstra Bladet.
Det bliver imidlertid ikke første gang, de to svenskere skal arbejde sammen. 41-årige Patrick Andersson var nemlig AaB-trænerens assistent i GAIS. Han har også tidligere været inde over det svenske U21-landshold og været ansat i Malmø FF og Landskrona.
Patrick Andersson starter i AaB på mandag. Han afløser Poul Erik Andreasen, der har vikarieret som assistenttræner.