Den brasilianske angriber José Mota har tidligere været en af Superligaens mest markante profiler. Han fik sin efterårssæson ødelagt af skader, men nu er han klar til at spille igen. Men det bliver ikke for Viborg. Brasilianeren skifter med øjeblikkelig virkning til konkurrenterne AaB.
Den 27-årige angriber havde halvandet år tilbage af sin kontrakt hos Viborg F.F., hvilket nu er byttet ud med en fire-årig aftale i det nordjyske, hvor der således er kontraktudløb 31. december 2010.
»Spillere som José Mota hænger ikke på træerne. Mota er en dygtig afslutter og en rigtig målscorer, som nu gennem en længere periode i Danmark har vist, at han har den uvurderlige evne til at afgøre kampe, hvilket forhåbentlig kan bidrage til, at vi i første omgang kan spille med om medaljer her i foråret,« siger AaB’s sportsdirektør, Lynge Jakobsen.
Allerede fredag formiddag har José Mota sit første træningspas, hvor brasilianeren således gør landsmændende Caca, Chrys og Darlan Pinto Pontes selskab.