AaB kunne i dag præsentere en eksotisk tilgang til superligamandskabet.
Den 24-årige costaricaner Dennis Marshall, der senest har spillet i hjemlandets Herediano, har skrevet under på en treårig kontrakt. Spilleren kan både dække venstre back og midtbane.
"Dennis Marshall er en spiller, der har udviklet sig enormt det seneste års tid, hvor han har fået debut og bidt sig fast på Costa Ricas landshold. Han er en høj og fysisk stærk type, og så er han tilmed en meget hurtig spiller," siger AaB-træner, Magnus Pehrsson.
Det varer lidt tid før Marshall lander i Aalborg. Han skal nemlig først spille to kampe for det costaricanske landshold.
AaB har været på udkig efter en ny spiller, efter at Thomas Enevoldsen blev solgt til Groningen i sidste weekend.