Den danske mesterklub hentede i dag den australske landsholdsforsvarer Michael Beauchamp som afløser for Danny Califf.
»Nu kan vi slappe lidt af,« siger sportsdirektør Lynge Jakobsen.
I sidste uge lappede AaB hullet på trænerposten med en korttidsansættelse af Bruce Rioch.
Tirsdag satte de nordjyske Superligamestre så en prop i det hul, som den kommende FCM-spiller Danny Califf efterlod, ved at købe Michael Beauchamp hos Bundesliganedrykkerne Nürnberg.
Den 27-årige australske landsholdsforsvarer har underskrevet en treårig kontrakt med AaB. Og forventningerne er store, selv om Beauchamp har haft det svært hos Nürnberg den seneste sæson. Her gav træneren ham kun spilletid i 13 kampe.
»Sådan er det. Andreas Johansson spillede heller ikke, da vi hentede ham i Wigan, og det har vi ikke fortrudt. Jeg har skulle finde nogle oplysninger på ham og har set noget dvd. Og ud fra det er vi ikke i tvivl, om at han kan klare det her job. Jeg har store forventninger,« siger AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen, der ser Beauchamps 17 landskampe som et ekstra plus, når AaB til efteråret skal forsøge at spille sig i Champions League.
Succes kan ikke købes
Der kan være flere indkøb på vej, men foreløbig skal den nordjyske hest lige klappes.
»Nu ser vi lige, hvad der sker. Nu er Bruce Rioch kommet ind, han kom for sent ind i denne handel, men han er glad for indkøbet. Jeg siger ikke, at vi har lukket for indkøb, men nu tager vi lige en slapper, og det føler jeg mig godt tilpas med. Vi kan alligevel ikke købe os til en sikker succes i Champions League,« siger Lynge Jakobsen.