AaBs Håndbolds farlige venstreback, nordmanden André Jørgensen, har forlænget sin kontrakt med et år, så den løber frem til sommeren 2008.
Dermed fortsætter oprustningen i det nordjyske. For to uger siden skrev klubben kontrakt med den serbiske højreback Dusko Milinovic fra nytår, og til sommer ankommer landsholdsprofilen Joachim Boldsen.
AaBs sportsdirektør, Jan Larsen, glæder sig over forlængelsen med den 27-årige nordmand, der kom til AaB fra spanske CD Bidasora.
»Forcen hos André er utvivlsomt hans fantastiske skud, og forlængelsen af kontrakten skaber en god kontinuitet i truppen, så vi kan få opfyldt vores ambitioner om at blive en fast bestanddel i toppen af dansk herrehåndbold,« siger sportsdirektøren.
André Jørgensen, der er noteret for 80 A-landskampe for Norge, har i denne sæson scoret 53 gange i 12 kampe for AaB.