AaB forventer hård modstand, når nordjyderne kickstarter SAS Liga-foråret med en udekamp mod ligaens bundhold AC Horsens.
Cheftræner Magnus Pehrsson forventer, at 'Den Gule Fare' bliver lige så svære at overvinde som Deportivo La Coruna, der blev slået 3-1 i torsdags.
Pehrsson siger til klubbens hjemmeside, at AaB-spillerne vil komme til at mærke, at Horsens har hårdt brug for point for at komme væk fra bunden.
Han forventer dog ikke, at AaB'erne vil gå ned på kondien, selv om de var igennem en hård UEFA Cup-kamp.
"Selvom vi spillede 90 minutter torsdag aften, så bør vi fysisk kunne stå distancen. Vi råder over en stærk og bred trup, hvilket måske allerede kan komme os til gode i morgen (i dag, red.)," siger Magnus Pehrsson.
AaB indleder foråret på en sjetteplads med 12 point op til den tredjeplads, der vil garantere nordjyderne en plads i næste års UEFA Cup.