Det var to hold med modsat rettede formkurver, der i dag mødtes i Aalborg.
AaB var på vej op i tabellen, og OB havde ikke vundet i fire SAS Liga-kampe i træk. Og den tendens fortsatte.
Nordjyderne var nemlig ikke særlig gæstfrie og sendte fynboerne hjem med et nederlag på 1-0. Som lidt ekstra malurt i bægeret blev Johan Absalonsen udvist i overtiden.
Chris Rolfe stod for den eneste scoring i kampen. Og den kan vise sig at blive bronze værd for AaB, overtager tredjepladsen fra Esbjerg, der møder FC København senere i aften.
Hvis man kigger længere op i tabellen, så er der kun fire point til OB, der ikke længere kan føle sig så sikre på sølvmedaljerne. Det har i et hele taget været et skidt forår for OB, der kun har fået ni point i ti runder.
AaB har fået dobbelt så mange point og bejler nu for alvor til den tredjeplads, der udover bronze også giver adgang til europæisk fodbold til efteråret.