AaB-direktør forventer mange opkald om Flores

Edison Flores bliver højst sandsynligt AaB's varmeste transferemne til sommer trods en blandet tid i Danmark.
Edison Flores var med for AaB i søndagens 1-0-sejr over FC København.
Edison Flores var med for AaB i søndagens 1-0-sejr over FC København. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Når Peru offentliggør sin bruttotrup til VM, er AaB-spilleren Edison Flores et af de sikre navne på listen.

Dermed tror man i Aalborg på, at peruaneren bliver et af de varme transferemner i klubben.

- Jeg er helt sikker på, at vi får masser af opkald på ham, selv om han skulle gøre det mindre godt. Alle i de store ligaer kender ham.

- Det har hele tiden været vores og Edisons plan, at AaB bare skulle være et skridt videre. Så må vi se, om det bliver nu, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

Den 23-årige kantspiller skiftede til AaB i sommeren 2016. Men i Danmark har han sjældent vist det høje niveau, som han er kendt for på Perus landshold.

- Vi har kæmpe forventninger til Edison, og vi ser også til træning hver dag, at han er dygtig.

- Det har været lidt svingende, og der er ingen tvivl om, at der er forskel på Peru og Danmark. Men han vil gerne lære og udvikle sig, siger Allan Gaarde.

AaB-træner Morten Wieghorst ser også mange kvaliteter i peruaneren. Men spillerne omkring Flores skal præstere for at sætte ham i det rette miljø, mener han.

- Det er for sort-hvidt at sige, at spilleren selv er ansvarlig for at præstere. Han har et stort ansvar, men holdet skal også fungere.

- Det gør de derude (i 1-0-sejren mod FC København søndag, red.), og det kan man se på ham, siger Morten Wieghorst.

Peru er i pulje med Danmark, Frankrig og Australien ved verdensmesterskabet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.