Titelaspiranterne fra AaB har ikke fået den bedste opladning til den vigtige kamp mod formstærke Esbjerg på mandag.
Forleden kom det frem, at målmand Karim Zaza er færdig for resten af sæsonen, og nu viser det sig, at forsvarsklippen Danny Califf til sommer skifter til FCM.
AaB s sportsdirektør Lynge Jakobsen beklager, at det ikke er lykkeds at blive enige om en kontraktforlængelse med amerikaneren, der har spillet 86 kampe og scoret to mål for nordjyderne.
- Vi ville gerne have beholdt Danny yderligere et år og havde efter vores vurdering givet ham et flot tilbud. Hverken i forhold til længden af en eventuel ny kontrakt eller
vedrørende det økonomiske aspekt har vi dog ønsket at skifte markant
kurs, og derfor har vi ikke kunnet blive enige om et fortsat
samarbejde, siger Lynge Jakobsen til AaB s hjemmeside.
Han frygter dog ikke, at Califf ikke vil give sig fuldt ud i de kommende kampe, hvor netop FCM sammen med FCK er de største trusler mod AaB s gulddrømme.
- Nej, jeg er ikke bekymret for, at Danny Califf ikke vil give alt for, at AaB slutter så højt som muligt, siger Lynge Jakobsen.