Fodboldklubben AaB er blevet politianmeldt af Finanstilsynet i kølvandet på rekordsalget af angriberen Christian Bassogog til den kinesiske klub Henan Jianye.
Finanstilsynet mener ikke, at AaB levede op til sine forpligtelser i forhold til at fortælle offentligheden, hvor meget Bassogog kunne sælges for.
I februar 2017 forhandlede AaB med Henan Jianye om et salg, og det blev erfaret af mediet bold.dk, der skrev, at kinesernes bud lød på 45 millioner kroner.
AaB oplyste ikke noget om en eventuel salgspris, da klubben senere samme dag meldte ud om forhandlingerne i en selskabsmeddelelse, og det er derfor, klubben nu er blevet politianmeldt.
Finanstilsynet skriver følgende om optakten til salget:
- 15. februar 2017 skete der lækage af oplysninger om forhandlingerne og salgsprisen på hjemmesiden www.bold.dk.
- I selskabsmeddelelsen fra selskabet samme dag bekræftede Aalborg Boldspilklub A/S, at de var i forhandlinger om salget af Bassogog.
- Aalborg Boldspilklub A/S nævnte ikke salgssummen på knap 45 millioner kroner, eller hvilken påvirkning salget ville få på selskabets forventninger, på trods af at prisen allerede var kendt af markedet som følge af artiklen på www.bold.dk.
Finanstilsynet vurderer, at "rygtet i markedet omkring forhandlingerne og salgsprisen var så tilstrækkeligt præcis, at AaB i markedsmisbrugsforordningen var forpligtet til at videregive den fulde interne viden til offentligheden".
AaB oplyser, at klubben gennem et halvt år har været i dialog med Finanstilsynet og brugt betydelige ressourcer på at opklare sagen.
- Det er AaB's og klubbens juridiske rådgiveres klare opfattelse, at AaB nøje har fulgt de retningslinjer for spillertransfers, som Finanstilsynet har kommunikeret til børsnoterede fodboldklubber i 2012.
- Og at der på den baggrund ikke er sket en overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen, lyder det fra AaB.
AaB vil nu samarbejde med politiet for at få sagen opklaret.
/ritzau/