"Celtic er et godt hold, ingen tvivl om det, men meget er blevet forbedret hos os siden vi spillede mod dem i Skotland. Vi er blevet bedre organiseret, og har en stor tro på os selv. Der er intet pres på os, så jeg mener, vi har en rigtig god chance for at vinde," sagde anføreren ved mandagens pressemøde.
Med en sejr er nordjyderne sikre på at ende på tredjepladsen i gruppen. Den plads giver adgang til de afgørende runder i UEFA Cup'en, der spilles i starten af 2009.
Celtic-træner Gordon Strachan vil dog gøre alt for at stoppe AaB's europæiske eventyr ved at slå dem i aften. Og Strachan tror stadig på, at Celtic kan ende på andenpladsen, der giver adgang til ottendedelsfinalerne i Champions League, selv om skotterne er seks point efter Villareal og Manchester United med kun to kampe igen.
"Det er vores mål, og det kan stadig lade sig gøre, men kræver selvfølgelig at vi henter en sejr i morgen. Begge hold har selvfølgelig muligheder for at vinde i morgen, og begge hold har meget at vinde, men vi prøver at angribe, uanset hvor vi spiller, og det vil vi også gøre i morgen, og derigennem gå efter sejren," siger Gordon Strachan.
Statistikken taler dog ikke for en udesejr på Energi Nord Arena. Celtic har ikke vundet på udebane i Champions League i 19 kampe i træk.
Samtidig er AaB for alvor kommet i gang, efter Allan Kuhn har overtaget tøjlerne. Nordjyderne har ikke tabt i otte kampe i træk, og i de seneste tre kampe er det blevet til sejr.