Vi har nu hørt, hvordan man nu fra lægeside frygter det skred, der er i gang i forbindelse med sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) øgede henvisninger af patienter fra det offentlige sygehusvæsen til det private. Herved suges der penge ud af det i forvejen hårdt pressede offentlige sygehusvæsen.
Fogh-regeringen er således godt i gang med at skabe A- og B-sygehuse, som den kendte amerikanske filminstruktør Michael Moore har advaret imod i forbindelse med fremvisningen af sin seneste film om det private hospitalsvæsen i USA.
Så er det i øvrigt pinligt, at der ikke er en eneste krone i regeringens forslag til finanslov for 2008 med henblik på opfyldelse af de løfter, som Anders Fogh og Lars Løkke har givet igen og igen om akut - det vil sige omgående - kræftbehandling.