Det er langtfra sikkert, at det er regeringens reformer, der skal have æren for, at færre faldt ud af dagpengesystemet i sidste halvdel af 2016 i forhold til årets første seks måneder.
Det mener Verner Sand Kirk, der er direktør i andelskassernes brancheorganisation, Danske A-kasser.
- Der er ikke belæg for at sige, at det er reformerne på dagpengeområdet, der gør, at der nu er færre, der ender med at falde ud af systemet.
- Det kan lige så godt skyldes det simple faktum, at der langt om længe er kommet noget mere gang i økonomien, siger han.
En opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at godt 20 procent færre opbrugte dagpengeretten i tredje kvartal af sidste år, og det har i en pressemeddelelse fået beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at rose dagpengereformen fra 2010.
- Men vi ved jo ikke, om det er den, der virker. Og man skal også huske på, at der stadigvæk med det nye niveau er omkring 10.000 om året, der falder ud af dagpengesystemet, siger Verner Sand Kirk.
- Det er alt for mange. Især, hvis det er niveauet i en tid med højkonjunktur, siger han.
I kølvandet på de nye tal fra ministeriet vil Danske A-kasser nu undersøge de enkelte a-kasser, for at se om der er en form for mønster, hvor alle faggrupper oplever, at færre falder ud.
- For hvis det er reformerne, der virker, så må det kunne mærkes på tværs af a-kasserne, siger Verner Sand Kirk.
I perioden juli-oktober 2016 var der gennemsnitlig 220 personer om ugen, der opbrugte dagpengeretten.
I første halvår af 2016 var det i gennemsnit 280 om ugen.
/ritzau/